Når man skal tage et spil med vennerne på sit nye bordfodboldbord, er det altid godt at kunne nogle gode teknikker og tricks, så man nemmere kan vinde spillet og imponere vennerne. Godt nok er bordfodbold et spil, hvor alle kan være med, fordi det er et spil, som er nemt at komme igang med, men samtidig er bordfodbold svært virkelig at mestre til fulde.
Selvom det er et meget intuitivt spil, kræver det dog en del øvelse for mange spillere, for der er mange teknikker, som er værd at lære. Læg dertil at mange af ens jævnaldrende, som man spiller imod, sandsynligvis har mindt ligeså meget erfaring med spillet som en selv, og det at lære nye teknikker og stilarter bliver endnu mere relevant. Der er selvfølgelig nogen, der ville mene, at det vigtigste i bordfodbold blot er at være med, og at det vigtigste er at have en mulighed for at være sammen med sine gode venner… Men sådan er vi andre ikke, for vi ved, at bordfodbold skal vindes!
Således er der nogle teknikker, som er meget vigtige at have styr på, og gerne være bedre til end dine modstandere. Heldigvis er mange af disse teknikker nogle, som du kan træne selv, når du er alene ved bordfodboldbordet, så du rigtigt kan slå til Søren, og det endda næste gang du spiller mod ham! I denne artikel vil vi derfor kaste et blik på nogle af de vigtigste teknikker at kunne, når du bruger dit bordfodboldbord i kamp.
For at brillere på bordfodboldbordet er det godt at kunne disse tricks
Gennem øvelse, hårdt arbejde og vedvarende træning kan du blive bedre til at skyde på mål og opøve din boldkontrol. Dette er særligt vigtigt, hvis du vil mestre de sideværts boldafleveringer mellem dine angrebsspillere. De fleste spillere har oplevet, når modstanderen bruger sine angrebsspillere til at spille bolden frem og tilbage mellem spillerne langs stangen. Dette kan være stærkt frustrerende, for som målmand og forsvarsspiller kan det være meget svært at forudse, hvornår bolden sparkes mod mål. Er det en hård og hurtig bold, eller en blød og langsom bold, som snyder dig?
Derfor er boldkontrol i angrebet en af de vigtigste teknikker at tillære sig – og som nævnt er det også en af de teknikker, som man med fordel kan træne selv uden andre til at spille med en. En anden meget vigtig teknik at kunne er at stoppe og tæmme bolden, når den er i bevægelse. Når du kontrollerer bolden, minimerer du modstanderens chancer for at score, og du optimerer dine egne chancer. Mange mindre rutinerede spillere forsøger at skyde den indkommende bold direkte på mål, og hvis det lykkes at score systematisk på denne måde, er det selvølgelig det værd. Dog er dette ikke tilfældet for mange af nybegynderne, og derfor kan det tilrådes, at de stopper bolden og bruger mere teknik for at score.
Du kan lettere fange bolden og standse den med dine spillere, hvis du tipper dem tilbage eller frem afhængigt af, hvilken retning bolden kommer fra. Kommer bolden nede fra modstanderens forsvar, kan du med fordel vippe dine spillere mod dit eget mål med en vinkel på ca. 30 grader. Derved optimerer du chancerne for, at bolden standses, og at den ikke bare rikochetterer væk fra spilleren.
Hvilken type bordfodboldbord er bedst til teknisk spil?
Faktisk er der nogle bordfodboldborde der er bedre egnet end andre borde, hvis man vil opøve sine tekniske færdigheder. Særligt de såkaldt franske borde er velegnede, hvis man ønsker at arbejde med sin teknik. Denne type borde er rigtigt gode til teknisk finessespil, hvis man virkelig ønsker at blive god til alle de forskellige teknikker, som der er at lære.
Franske borde har det særtræk, at deres spilleflader er fremstillet af forholdsvist blødt linoleum, som skaber mere friktion mod bolden end på de såkaldte italienske borde, hvor der bruges en relativt glat glasflade som spilleflade. Hvis man ønsker at opøve sin teknik, bør man også overveje at spille med korkbolde i stedet for plastikbolde. Korkbolde absorberer mere af stødet end plastikbolde og er mere sammentrykkelige, hvilket gør bolden langsommere på banen og nemmere at holde.
Derved er franske borde af mærker som Bonzini og Rene Pierre velegnede at spille på, hvis man ønsker at arbejde med sin teknik i bordfodbold. God kamp!